Forside > Lav din egen 15-min tælling
Foto: Svend Rastrup Andersen
I modsætning til transekterne, kan du lave en 15-min tælling når eller hvor du vil. Det gælder fx hvis du kommer forbi et spændende naturareal, hvor der flyver sjældne arter, hvis du er ude og gå en tur med hunden, eller bare hjemme i din egen have.
Metoden for 15-min tællinger er meget lig metoden for tælling af transekter. Eneste forskel er, at 15-min tællingen kan laves både gående eller stående/siddende, fx. fra en havebænk. GPS’en i din telefon vil dokumentere din eventuelle bevægelse.
Ligesom for transektet-tællinger gælder det, at antallet af individer af hver sommerfugle-art skal tælles, som var man inde i en ‘fiktiv kasse’ – 2,5 m på hver side, 5 m foran og 5 m over dig. Husk at anbefalinger for god tællepraksis altid skal følges – se her.
Brug Butterfly Count app’en til at indberette de arter du ser.
Husk at du også kan lave 15-min tællinger når du tager på ferie – det gælder også i udlandet! Husk dog som altid, at du skal have godt styr på bestemmelse af de arter, du ser.
Hvis du er interesseret i at overvåge en sjælden eller lokal art, har du mulighed for at lave en såkaldt enkeltarts-tælling. Enkeltarts-tællingen følger samme metode som almindelige 15-min tællinger, men kun med mulighed for at registrere én (selvvalgt) art.
Hvis du er interesseret i at følge udviklingen for en særlig art, så husk at lave tællingen på toppen af artens flyvetid, hvor der er flest mulige individer på vingerne. Dette er typisk 1-2 uger efter de første flyvende individer bliver set på vingerne. Vær opmærksom på, at nogle arter har flere generationer, og derfor kan flyve på flere forskellige tidspunkter på året.
Foto: Svend Rastrup Andersen
Selvom 15-min tællinger ikke bidrager med lige så systematiske data som transekterne, kan det alligevel være en god idé at gentage tællinger på den samme lokalitet, hvis det er muligt, da dette kan være med til at give et delvist billede af bestandsudviklingen på den givne lokalitet.
Gentagelser kan enten ske flere gange indenfor den samme sæson, eller mellem forskellige år.
Danmarks Dagsommerfugle har til formål at følge bestandsudviklingen for de 65 arter af dagsommerfugle, der lever i Danmark.
Som frivillig i Danmarks Dagsommerfugle er du med til at skabe værdifuld viden om dagsommerfuglenes tilstand i Danmark – og Europa. Læs mere om, hvordan du kan blive frivillig i Danmarks Dagsommerfugle her.
© 2024 Danmarksdagsommerfugle.dk – Designet af Aveo web&marketing