For frivillige

Foto: Svend Rastrup Andersen

SÅDAN KAN DU BIDRAGE

Som frivillig kan du bidrage til overvågningen af dagsommerfuglene ved at lave dit eget, faste sommerfugle-transekt, der hvor du bor. Transekterne er selve ’rygraden’ i vores overvågning, da de bidrager med de bedste data. 

Hvis du ikke har mulighed for at lave et fast transekt, kan du også bidrage til projektet ved at lave 15-min tællinger når/hvor det passer dig. Det kan fx være i din egen have, når du er på udflugt eller når du rejser på ferie. 

En havestol ved blomsterbedet, en kop kaffe og sommerfugle-app’en tændt er et helt overset trick til at få et bedre liv. Når app’en er tændt og fokus er på antallet og arterne af sommerfugle er alle dagens avisoverskrifter fuldstændigt væk.

Jan Nielsen

Frivillig

HVOR DYGTIG SKAL DU VÆRE TIL AT KENDE DAGSOMMERFUGLENE, FOR AT KUNNE VÆRE MED?

Som frivillig i projektet skal du have et godt kendskab til de danske dagsommerfuglearter. Kun på denne måde kan vi sikre, at de data, der indrapporteres til projektet, er retvisende og brugbare.  

I felten er der naturligvis altid mulighed for at støtte sig til vores feltguide, eller andre bestemmelsesværktøjer, hvis du er i tvivl om artsbestemmelse. Du kan også bruge vores facebook-gruppe til at få hjælp til artsbestemmelse hos andre frivillige.  

Hvis du ønsker at blive frivillig i projektet, men endnu ikke har et godt artskendskab, har du mulighed for at deltage i vores online webinarer eller fysiske workshops, hvor vi underviser i artskendskab og tælleteknik. Du kan finde aktuelle events her 

Du kan også øve dit artskendskab via vores online quiz, som du finder her.

Jeg synes det er spændende at følge udviklingen i ”mit” område mere systematisk. Dels giver det mig en bedre fornemmelse for områdernes udvikling og dels gør det at jeg ser sommerfuglene anderledes. Jeg ser de almindelige arter, jeg måske normalt kan trække på skuldrene af, tydeligere, og får derfor endnu større fornøjelse af mine gåture. Og så er det et plus, at jeg gør lidt gavn og er med til at generere et mere fuldstændigt billede af sommerfuglebestandens tilstand i Danmark.

Michael Clausen

Frivillig

EN DEL AF ET STØRRE FÆLLESSKAB

Når du er med til at tælle dagsommerfugle i Danmark, bliver du samtidig en del af et større fællesskab. Dine data bidrager således til den såkaldte European Butterfly Monitoring Scheme (eBMS), som tilsammen følger bestandsudviklingen for dagsommerfuglene på tværs af Europa.  

I 2024 deltager hele 29 lande i overvågningen. Det ældste overvågningsprojekt er i Storbritannien, der har eksisteret siden 1976. Og det nyeste er altså i Danmark, som har eksisteret siden 2023.  

Dermed er dine data med til at skabe et større billede af, hvordan dagsommerfuglene har det i hele Europa. For eksempel vil de danske data indgå i den europæiske Grassland Butterfly Index, der er en af nøgleindikatorerne for biodiversitet i Europa. 

Foto: Svend Rastrup Andersen

ÅRSMØDE FOR FRIVILLIGE

Som frivillig tæller vil du blive inviteret til vores årsmøde, som holdes hvert efterår, når sommerfuglesæsonen er gået på hæld. Her har du mulighed for at blive opdateret på de seneste nyheder fra projektet, høre spændende faglige oplæg, og hygge dig med andre sommerfugleentusiaster.